Originaldokumenta må forstørrast dersom du vil lese dei. På PC må du høgreklikke dokumentet og så velje “åpne bildet i ny fane”. På det nye skjermbildet kjem det fram eit større bilde med eit lite forstørringsikon som du kan klikke på for å gjere bildet endå større. På nettbrett og mobil drar du skjermbildet større med fingrane. Alle dokumentavskrifter er gjengitt med blå skrift.

I november 1873 stod denne notisen å lese i fleire norske aviser, her sitert etter Morgenbladet 5. november:

Ved kgl. Resol. af 25de Oktober d.A. er der som Anerkjendelse af udvist hæderligt Forhold ved den 19de Februar sidstleden at have reddet Landhandler O.O. Hjelle fra at omkomme paa Søen tilstaaet Pladsmand Sivert Hansen Nøringsæt af Ulfsteens Prestegjeld, Søndmøres Fogderi, Romsdals Amt, et Sølvbæger til Værdi 10 Spd.

• kgl. Resol.: kongelig Resolution
• d.A.: dette Aar
• sidstleden Februar: sist februar
• spd: Speciedaler. Sjå meir om pengeverdien mot slutten av denne artikkelen.

Dei sju gardane frå Nøringset og innover langs stranda til og med Kyrkjebø tilhøyrde den gongen Ulstein prestegjeld og Ulstein herad. Resten av Sula tilhøyrde Borgund. I 1917 vart Hareid, med dei sju gardane på sørvestre Sula, skild ut frå Ulstein. I 1958 vart desse gardane også ein del av Borgund kommune.

Her har vi samla det meste ‒ trur vi  ‒ om det som finst av opplysningar av redningsdåden som Sivert Nøringset stod for. Samstundes gjev dette eit interessant glimt av saksgangen i det lokale, regionale og sentrale byråkratiet den gongen. Vi har laga avskrift av alle originaldokumenta vi har funne, fordi mange av dei ikkje er lette å lese i dag.

Innskrifta på sølvbegeret:

Oscar
Norges og Sveriges Konge
til
Sivert Hansen Nøringsæt
for kjæk og ædel Daad
1873

Her må vi hugse på at “kjekk” er eit ord med mange tydingar. Den gongen hadde det i slike samanhengar tydinga “tapper, modig”. Tenk på det gamle ordtaket “Lykken står den kjekke bi.”

Ein redningsdåd og ein søknad til Kongen På Sunnmøre, der ulykker på sjøen var noko ein alltid rekna med, må tanken om ei æresgåve for den berginga som avisnotisen fortel om, snart ha meldt seg. Om Sivert sjølv gjorde opptaket eller om det var andre som skuva på, veit vi ikkje. I mars året før hadde ein sikkert mykje omtala redningsdåd utspelt seg i Breisundet. Då var det eit båtmannskap på åtte mann som berga seks av dei sju i ein båt som gjekk ned. Dei åtte redningsmennene, ein av dei frå Bjørkavågen og to andre også frå Borgund, var i februar 1873 tildelte eit sølvbeger kvar for dåden året før. To månader etter at Sivert hadde redda handelsmann Hjelle frå den visse død, ligg det første dokumentet føre i saka om belønning til han: ein søknad til øvste instans i Dei sameinte kongerika Noreg og Sverige.

• 

• 

• 

Nøringsætter den 12 April 1873

Til Kongen

Pladsemand Sivert Hansen Nøringsætter af Ulsteins Præstegjeld, Hareids Sogn i Søndmøre; andrager herved underdanigst om at maatte tilkjendes en liden Belønning for med Fare for eget Liv, har reddet en Mand fra at drukne.
Den 19 Februar sidstleden skulde O.O. Hjelle, Landhandler i Hareide, reise over Storefjorden fra Suleøen til Hareidslandet, og idet han kom et stykke paa Veien blev hans Baad omkastet af en Hvirvelvind; da en Sydost af orkanagtig Styrke brød løs straks efter han var lagt ifra Landet.
Manden kom sig op paa Baadhvælvet, og drev saaledes i tre Timer udad mod Havet, medens Stormen tiltog i Styrke og Fjorden oprørtes mere og mere ved voldsomme Bølger. Da han var kommen udenfor den yderste Gaard paa Sulelandet[s] sydvestre Side, blev han opdaget af min gamle Svigermoder, der kom til mig og fortalte at en Mand var i Vaade borte paa Fjorden.
Jeg stod der og ikke vidste rigtig hvad jeg skulde gjøre for at faa ham reddet; thi af tre Mand paa Gaarden var jeg den eneste tilbage, som var hjemme. Alene maatte jeg altsaa forsøge Redningen; hvis Forsøg skulde prøves. Derpaa løb jeg til Søen og ved min Kones Hjælp fik jeg min Færingsbaad udsat; men da Bølgegangen stod lige paa Landet fra hele Storefjorden og Vartdalsfjordens Strækninger, var det et meget vanskeligt og livsfarligt Arbeide at komme ifra Landet, foruden det at jeg paa Søen maatte kjæmpe med Bølger og Sødrev før jeg kunde naa den Forulykkede, og ligesaa vanskeligt blev det mig ogsaa at komme tilbage til Landet; men desuagtet lykkedes mit Forsøg, saa at jeg kunde bringe Manden vel til Land. At dette mit Foretagende udførtes med Fare for eget Liv i høieste Grad er vist; da Stormen netop i den Tid da Bjergningen foregik eller udførtes gjorde betydelige Skade paa Husebygninger paa forskellige Steder i Omegnen. Paa Grund heraf, er det jeg tillader mig underdanigst at andrage, om at blive tilkjendet en liden Belønning som Opmuntring for den Gjerning som saaledes udførtes med høieste Fare for eget Liv. Til yderligere Bevis for at mit Anførte er stemmende med Sandheden skal jeg henvise til den Bjergedes paategnede Erklæring samt Lensmandens vedlagte Vidnesbyrd.

Underdanigst

Sivert Hansen Nøringsætter

At det Anførte i ovenstaaende underdanigst Andragende er i alle Dele stemmende med Sandheden kan jeg bevidne med Tilføiende at det forekom mig aldeles utroligt at blive bjerget af en enkelt Mand, saaledes som Stormen og Bølgerne rasede den Dag jeg var i Havsnød, erkjendes saavel af Andre som af mig, at Sivert Hansen Nøringsætter virkeligt udførte et Storværk den Gang da han bjergede mig med saa stor Fare for eget Liv. Intet skulde derfor være mig ønskeligere end at han kunde tilkjendes et Erkjendlighedsbevis for hans saa vel udførte Gjerning. Tilføies skal det ogsaa, da han fik Tag i mig var jeg saa medtaget at jeg ikke kunde røre mig, da jeg havde siddet i Vand mindst tre Timer og kunde derfor ingen Hjælp yde ham under Tilbagereisen til Landet eller under Landgangen, der ikke var mindst farlig formedelst svære Bølger som slog svært mod Landet.

Ærbødigst

Ole Olsen Hjelle

Lensmannen i Ulstein, Michael Angell Landmark, sender no ein attest om redningsdåden saman med søknaden frå Sivert til futen på Sunnmøre,:

At den i vedfølgende underdanigste Ansøgning omhandlede Bjærgning virkelig fant Sted under de i Ansøgningen beskrevne Omstændigheder kan jeg med fuld Sikkerhed attestere, da saavel Bjærgeren som den Bjærgede ere boende i Nærheden af mig og jeg saaledes havde Anledning til at see at at Veiret var den Dag Bjærgningen foregik saa voldsomt at Skade skeede paa flere Huse her i Nærheden, og maa med rette Bjærgerens Forhold i dette Tilfælde ansees for Storværk.
Brandal, den 12te April 1873
M. Landmark
Lensmand i Ulfsten

Kven som har ført søknaden til Kongen i pennen, er uvisst. Denne lettleselege skjønnskrifta tilhøyrer ein svært skrivevand person som nok ikkje er Sivert. Eg trur ikkje eingong namnetrekket er hans. Eit brev frå Sivert som vi skal sjå litt seinare i saksgangen, har ei heilt anna handskrift enn den vi ser her, men den treng heller ikkje vere hans eiga. Lensmannsattesten kan vi gå ut frå er skriven med Landmarks eiga hand; dette er i hovudsak den tradisjonelle (ny)gotiske handskrifta som no var i ferd med å gå ut av bruk.

Neste trinnet i saksgangen: futen
Over lensmannen står futen, og no går saka vidare til futekontoret på Sunnmøre. Det er Ludvig Daae på Solnør i Skodje som er sunnmørsfut på denne tida, men han sit på Stortinget, så det blir sett inn konstituerte futar medan han er i Kristiania. Futekontoret treng fleire opplysningar, og sender difor eit brev tilbake til Landmark.

Lensmanden i Ulfsteen
Pladsmand Sivert Hansen Nøringsæter har selv indsendt Ansøgning om at blive paaskjønnet af det Offentlige for at have reddet Landhandler Hjelle under en Storm paa Havet den 19 Februar d. A.
De anmodes om herpaategnet at meddele Oplysning om Ansøgerens Formuesforfatning samt om han i tilfælde kunde ønske en Belønning i Penge eller i en Ting af Penges Værd, f.ex. et Sølvbæger til en Værdie af mellem 8 og 12 Species.
De vil derefter sende nærværende Skrivelse til Sognepræsten, der anmodes om at paategne Oplysning om Siverts moralske Forhold og Alder.
Søndmøre Fogedcontor 7 Mai 1873
Harald Rolfsen
cst

• Species: Speciedaler (sjå nedanfor)
• cst: constitueret

‒‒ ‒‒ ‒‒
Lensmannen skriv merknaden sin på same arket og sender det vidare til soknepresten.

Sivert Nøringsæts Formuesforfatning er god. Jeg antager at en Ting som et Sølvbæger vil være mere kjærkomment for ham end en Pengebelønning.
Brandal den 22de Mai 1873
ærbødigst
M. Landmark

Soknepresten noterer dei opplysningane han er beden om og sender arket tilbake til futekontoret:

Sivert Hansen Nøringsæt er omtrent 41 Aar gammel. Hans moralske Forhold ses, saavidt mig bekjendt, stedse meget godt.
Ulfsteens Præstegaard 23 Mai 1873
C. Madsen

Men konstituert fut Harald Rolfsen er ikkje nøgd med det lensmannen har sendt han, og returnerer brevet til Landmark med denne oppstrammaren:

Det er ikke Hensigten at faae Deres Formening at vide, men at erholde Oplysning om, hvad Manden selv maatte ønske som Erkjendtlighedsbevis, og herom anmodes De at adspørge ham.
Søndmøre Fogedcontor 28 Mai 1873
Harald Rolfsen
cst

Lensmannen svarar no:

Sivert Nøringsæt ønsker ogsaa selv, heller en Ting som et Sølvbæger, end en Pengebelønning.
Brandal den 11te Juni 1873
Ærbødigst
M. Landmark

• 

• 

• 

Etter at lensmannen har spurt han om kva han ønskjer som æresløn, kjem Sivert i andre tankar. Ein dag finn han fram penn og blekk og skriv brevet nedanfor til futen. Vi veit ikkje om han har hatt hjelp til skrivinga. Det er, som vi snart skal sjå, no ein ny mann som er konstituert fut, og adressa på konvolutten viser at han held til på Åheim i Vanylven.

• 

• 

Hr. Fogden i Søndmøre
Gjennem Lensmand Landmark er jeg kommet til Kundskab om at der muligens vil blive mig tilstaaet en Belønning for at jeg i sidstledne Vinter bjærgede Landhandler Ole Hjelle i Havsnød. Paa Opfordring erklærede jeg, at jeg heller ønskede en Ting som et Sølvbæger end en Pengebelønning. Jeg har senere tænkt mig om at 2de mindre Sølvbægere vilde være mig nyttigere end et større og tillader jeg mig at anføre dette mit Ønske for Hr. Fogden, for det Tilfælde at der intet maatte være til Hinder for dette mit Ønskes opnaaelse.
Det er ellers en selvfølge at jeg frafalder dette saafræmt noget er til Hinder for dets Udførelse.
Nøringsæt den 16de Juni 1873
Ærbødigst
Sivert Hansen Nøringsæt

• 2de: tvende, dvs. to.

På eit eller anna steg i saksbehandlinga er “2de mindre Sølvbægere” blitt understreka med raud blyant og det er skrive NB i margen. Vi veit ikkje om Sivert har fått svar; ønsket hans er ikkje blitt kommentert i noko av dei seinare saksframlegga. Dei som handsama saka, har nok berre rista på hovudet til det.
Dermed er saka utgreidd frå futen si side, og amtmannen i Romsdal er det neste trinnet i saksgangen.

Hr. Amtmanden i Romsdals Amt
Ved herlagt at oversende en underdanigst Ansøgning fra Sivert Hanssen Nøringsæt om Belønning for ved egen Livsfare at have reddet Ole Olssen Hjelle, vedlægges en attest fra Lensmanden i Ulfsten af 12 April, en Skrivelse fra Sivert Hanssen af 16 Juni og en Skrivelse fra Lensmanden i Ulfsten af 11te f.M, af hvilke Bilage det fremgaar, at Ansøgerens Formuesforfatning er god, og hans moralske Forhold ulasteligt, samt at han foretrækker, om Belønning tilstaaes ham, et Sølvbæger for contante Penge.
Efter de oplyste Omstendigheder tror jeg at torde anbefale Andragendet.
Søndmøre Fogedctr. 26 Juni 1873
A. Heltberg
const

På Molde sit Nils Weyer Arveschoug (1807‒94) som den øvste verdslege embetsmannen i amtet. Han har vore amtmann her i 20 år, og skal sitte i 20 år til. Han er så medviten om sin status at han sjølvsikkert underteiknar innstillinga si berre med etternamnet, og ikkje med særleg store bokstavar. Denne innstillinga går til Kongen ‒ det vil seie: i første omgang Indredepartementets handels- og konsulatkontor.

• 

• 

Ledsaget af en anbefalende Erklæring af 26te f.M. fra Søndmøre Foged har jeg herved den Ære at fremsende en underdanigst Ansøgning med 3 Bilage fra Pladsmand Sivert Hanssen Nøringsæt af Ulfstens Herred i Søndmøre Fogderi om naadigst at blive tilstaaet en Belønning for den 19de Februar sidsl. at have reddet en Mand fra at omkomme paa Søen.
Af Bilagene vil erfares, at Ansøgeren har ført en ulastelig Vandel og at hans Formuesforfatning er god.
I Henhold til vedliggende, af Ulfstens Lensmand under 12te april sidsl. udstedte Bevidnelse, hvorefter Bjergningen maa ansees for at have været forbundet med øiensynlig Livsfare for Redningsmanden, tillader jeg mig at anbefale Ansøgningen.
Med Hensyn til Spørgsmaalet om hvori det respektive Paaskjønnelsesbevis i Tilfælde bør bestaa, tillader jeg mig at henholde mig til, hvad jeg har udtalt i mine Skrivelser af 8 januar og 7 mai sistl. At Ansøgeren som Paaskjønnelsesbevis ikke ønsker Penge fremgaar af et af Bilagene.
Romsdals Amt 10de Juli 1873
Arveschoug

Eg har ikkje undersøkt kva skriv Arveschoug viser til i det siste avsnittet, men det gjeld tydeleg tidlegare søknader om æresgåver for “edel dåd”. No går det tre månader før departementet er ferdig med saka om Sivert og sender ho vidare med si innstilling til Kongen i statsråd ‒ tre protokollsider med sirleg skrift:

• 

• 

• 

14 Oktober
Til Kongen
Gjennem Amtmanden i Romsdals Amt er til Departementet indkommet en underdanigst Ansøgning fra Pladsmand Sivert Hansen Nøringsæt af Ulstens Præstegjeld, Søndmøre Fogderi, om at tilstaaes en offentlig Belønning for den 19de Februar sidstleden med Fare for eget liv at have reddet et Menneske fra at omkomme paa Søen.
I Andragendet er anført, at Landhandler i Hareid, O.O. Hjelle, som den nævnte Dag skulde reise over Storfjorden fra Suleøen til Hareidsland, kuldseilede under en orkanagtig Vind, som brød løs strax efter at han havde lagt fra Land. Det lykkedes ham imidlertid at komme op paa Hvælvet, paa hvilket han i 3 Timer vedblev at drive ud mod Havet, medens Stormen tiltog i Styrke og Fjorden satte større og større Bølger.
Da han var kommen udenfor den yderste Gaard paa Sulelandet, blev hans stilling bemærket af Ansøgerens gamle Svigermoder, der øieblikkelig underrettede sin Svigersøn herom. Denne, der var den eneste hjemmehørende Mand paa Gaarden, besluttede sig til at vove et Redningsforsøg. Ved Hjælp af sin Kone fik han sin Fangstbaad udsat. Da den aabne Fjord satte hele Havet mod Land, var det forbunden baade med Livsfare og Vanskelighed for ham at komme fra Land og ude paa Fjorden maatte han arbeide mod Sødrevet og de voldsomme Bølger. Desuagtet lykkedes det ham at redde den Skibbrudne, der var i en meget forkommen Tilstand og saaledes ikke kunde yde nogen Hjælp paa Tilbageturen eller ved Landgangen, der ligeledes var forbunden med stor Fare. Den Reddede har i Et og Alt bekræftet Rigtigheden af den ovenfor givne Fremstilling med Tilføiende af, at han ikke havde tænkt sig Muligheden af, at han under en saa voldsom Storm og Bølgegang kunde blive bjerget af en enkelt Mand.
Lensmanden i Ulfsten kan med fuld Sikkerhed attestere, at Bjergningen fant Sted under de i Ansøgningen oplyste Omstændigheder, da han som boende i Nærheden af baade Bjergeren og den Bjergede har havt Anledning til at se, at Veiret paa den Dag, Bjergningen foregik, var saa voldsomt, at skade anrettedes paa flere Huse i Nærheden, Lensmanden foreslaar, at Redningsmanden, hvis Formuesforfatning han oplyser at være god, tilstaaes et Sølvbæger, hvilken Belønning Redningsmanden selv i en paa Opfordring afgiven Erklæring har anført at ville foretrække for Penge. Vedkommende Sognepræst har attesteret, at Ansøgeren, der er i en Alder af omtrent 41 Aar, stedse har vist et godt moralsk Forhold. Saavel Fogden som Amtmanden have anbefalet Andragendet til Indvilgelse.
Ogsaa Departementet finder efter de oplyste Omstendigheder, at Sivert Hansen Nøringsæt har gjort sig fortjent til offentlig Anerkjendelse for sit Forhold ved den heromhandlede Leilighed, og man skal derfor underdanigst andrage paa, at der tilstaaes ham et Sølvbæger til en Verdi af 10 Spd, hvilket Beløb antages at burde udredes af den til tilfældige og uforudseede Udgifter paa Budgettet opførte Sum.
I Henhold hertil tillader man sig underdanigst at
indstille:
At der som Anerkjendelse af udvist hæderligt Forhold ved den 19. Februar sidstleden at han reddet Landhandler O.O. Hjelle ifra at omkomme paa Søen naadigst tilstaaes Pladsmand Sivert Hansen Nøringsæt af Ulfstens Præstegjeld, Søndmøre Fogderi, Romsdals Amt et Sølvbæger til Værdi 10 Spd.
Beløbet bliver at udrede af den til tilfældige og uforutseede Udgifter paa Budgettet opførte Sum.

***

Innstillinga frå Indredepartementet til Kongen i statsråd vart vedteken ved kongeleg resolusjon den 25. oktober. Eg har ikkje undersøkt om kong Oscar 2 sjølv var til stades i statsrådet ved dette høvet. Når han ikkje var til stades i Kristiania, og det var han berre ei viss tid for året, blei statsrådet leia av førsteministeren (statsråden med lengst ansiennitet), i løpet av 1873 blei denne oppgåva lagd på statsministeren (sjå nettsida regjeringa.no).

Kva var sølvbegeret verd?
Det kan bli misvisande å samanlikne pengeverdien for 150 år sidan med pengeverdien i dag. Men likevel: Ved overgangen frå speciedalar til kroner i 1875 blei 1 spd sett til 4 kroner. Begeret skulle såleis vere verdt ca. 40 kroner den gongen. Noregs Banks priskalkulator set 40 1875-kroner til vel 2500 kroner i 2019.

Meir om Sivert og nokre andre personar frå soga om sølvbegeret

• Sivert Hansson Nøringset (1833‒90), var frå Sulabakken, son til Hans Hansson frå Grimstad i Skjåk og Janika Pålsdotter frå Årsneset i Hjørundfjorden. Sivert gifta seg i 1858 med Nille Olsdotter (1832‒1910) frå Nøringset og fekk i 1860 brev på ein plass kalla Oksvikja under hovudbruket der. Plassen vart i 1894 skild ut frå hovudbruket som bruksnr. 2. Namnet blir no skrive Oksavika.
• Nille Olsdotter var dotter til Ole Arnesson (1796‒1875), brukar på Nøringset. Han var gift med Nille Knutsdotter (1801‒1891) frå Knutegarden på Eikrem. Det var altså ho som oppdaga mannen som var i havsnaud på fjorden og varsla Sivert.
• Sivert Hansson og Nille Olsdotter hadde fem born. Sonen Severin gifta seg med Oline Rasmusd. frå Rasmusgarden i Sandvika, og såleis kom sølvbegeret dit. Dei hadde to born. Oline døydde tidleg. Severin gifta seg opp att med Jensine. søster hennar, og fekk to born til. Han kom vekk på sjøen i 1907 på linefiske ved Skorpa.
(Sula-soga band 2, s. 204 og 215 og band 5, s. 265. Bygdebok for Ulstein og Hareid band 6, s. 522‒530.)
• Ole Olsson Hjelle var i 1873 den einaste handelsmannen på Hareid.
(Soga om Hareid og Ulstein band 2, s.321.)
• Michael Angell Landmark (1798‒1883), lensmann i Ulstein 1840‒1883. Han budde på Brandal. Dottera Andrea Jakobine var første kona til industrigrunnleggjaren Ole Andreas Devold.
(Bygdebok for Ulstein og Hareid band 5, s.44 og div. andre kjelder)
• Carl Anton Madsen, sokneprest i Ulstein prestegjeld 1855‒73 og prost i Sunnmøre prosti 1871‒73. Han gjekk av med pensjon i mai 1873, så svarmeldinga til futen om Sivert Nøringsets alder og moral kan ha vore ei av dei siste embetshandlingane hans.
(Soga om Hareid og Ulstein band 2, s.295.)
• Vi møter òg to konstituerte futar: Harald Rolfsen og Arnljot Heltberg. Heltberg var kontorist hos futen Ludvig Daae, og vart seinare lensmann i Ørskog. Rolfsen var overrettssakførar og vart lensmann i Borgund.
(Ørskog gjennom tidene b. 1. s.140ff. og Borgund Sparebank 1880‒1955, fleire stader.)

Andre kjelder:
Riksarkivet, kyrkjebøker, folketeljingar og oppslagsverk på Internett.

Foto frå Oksavika:
Bilda nedanfor er tekne av June Merete Vik.

Ansvarlege for denne artikkelen:
June Merete Vik: søk i Riksarkivet, foto.
Helge Solevåg: nettpublisering.
Odd Sørås: redigering, avskrifter og samanbindande manuskript.